Dybt hælder året i sin gang,
snart ødes eng og lund.
Farvel med al din lyst og sang,
du korte sommerstund!
Snart sukker vinterstormens røst.
Alt visner og forgår!
Lad visne kun, jeg ved den trøst,
som ligefuldt består.
Lad solen korte af sin vej,
og natten vokse til,
Guds vældes arm forkortes ej,
hans visdom fór ej vild.
Jeg ved, hvor håbet grønnes da,
når alting falmer her,
min frelsers træ på Golgata
en evig krone bær.
Lad synke kun med løvets fald
hver markens blomst i rad,
min tro på ham bevare skal
sit friske hjerteblad!
Han lover mig en evig vår,
trods vinterstorm og død,
thi livet frem af graven går,
som Kristus gennembrød.
C.J. Boye 1833